Projekt Køjesækken

"Køjesækken" er arrangeret af Helsingør kommunes Museer i samarbejde med Staben for Læring og Børnekulturkonsulenten for Helsingør Kommune.

I ”gamle dage” var Helsingør en helt anden by end det Helsingør vi kender i dag. Gennem ca. fire hundrede år ankom tusindvis af søfolk til byen. Hvordan det var at være sømand, hvad sømændene lavede i Helsingør og hvad der var ombord på skibene, lærer børnehaveklassebørn om i projektet Køjesækken, der både foregår i skolen og på Skibsklarerergaarden. 

En af de sømænd, der ankrede op uden for Helsingør, var den hollandske kaptajn Ruben Van der Roefarht. Ham vil alle børnehaveklassebørn i kommunen snart kende. Museet har nemlig allieret sig med den lokale historiefortæller André Andersen. I løbet af februar og marts besøger André klasserne med Rubens spændende historie. André fortæller også historier om nogle af de varer som blev fragtet på tværs af verdenshavene.

Under Andrés besøg får alle børn deres eget skib med varer ombord og en mønt. Mønten skal de bruge til at betale sundtold med, når de umiddelbart efter klassebesøget, besøger Museet Skibsklarerergaarden. Her møder eleverne undervisningsansvarlig Jacob Bødskov, der bl.a. fortæller om de mennesker der boede i huset engang, nemlig skibsklareren og hans familie.

Gennem projektet oplever eleverne Skibsklarerergaarden og lærer elementer af Helsingørs historie at kende. Alle børn får desuden en familiebillet, så de kan invitere mor og far med på museet og fortælle om alt det de har lært.

Billeder fra projektet

Projektet er en del af indsatsen "Kulturens Børn – Kreative Børn", hvor kulturinstitutionerne under den fælles paraply "Netværk for Børnekultur" samarbejder om at skabe "Åben Skole-tilbud" til Helsingør Kommunes folkeskoler. Tilbuddet omfatter ca. 6.000 elever pr. skoleår.