Trivsel i skole og dagtilbud

Trivselsregler og mobbe-handleplan, skal sikre en god hverdag for alle.

Som forældre har du selv den bedste føling med dit barns trivsel i hverdagen. Kontakt altid dit barns kontaktpædagog eller klasselærer, hvis du oplever mistrivsel og/eller mobberi i dagtilbud eller skole.

 

Trivselsregler

Vi skal give plads til alle, så de kan udvikle sig bedst muligt.

Derfor

  • taler vi pænt til hinanden
  • lytter, når andre taler.
  • respekterer vi, at vi er forskellige.
  • siger vi ”Ja” med glæde til samvær og leg.

Trivselsreglerne skal følges op af aktiviteter i løbet af skoleåret, hvor trivsel er i fokus.

Mobbe-handleplan

Trin 1

Når klassens team er sikker på, at der er tale om mobning af en elev, skal enten klasselæreren eller klassepædagogen tage en personlig samtale med den, der mobber, og klart markere skolens holdning.

Derefter skal samme tage en samtale, hvor både mobbere og den mobbede part deltager. Erfaringer viser, at det er givende at sætte de to parter sammen.

Klasseteamet skal tage mobberiet op i klassen, hvor klassens daglige liv og omgangsform gennemgås på et mere generelt plan.

Trin 2

Teamet informerer mobberens forældre og den mobbede parts forældre, som herefter er aktive parter.

Trin 3

Klasselæreren informerer skolens ledelse.

Trin 4

Hvis mobberiet forsætter gennemføres en samtale med forældrene til mobberen og ofret.

Mødet foregår på skolen og indkaldes af skolelederen, som også deltager i mødet.

Trin 5

Hvis mobberiet fortsætter, følger skolelederen op på sagen med henblik på igangsættelse af særlig indsats over for den mobbende og/eller den mobbede part, alt efter hvad der vurderes som mest relevant.

Tegn på mistrivsel

Barnet ændre adfærd:

  • Barnet vil ikke i skole på bestemte dage eller til bestemte timer.

  • Barnet udviser nervøsitet ved at gå til og fra skole, begynder måske at gå omveje eller beder om at blive kørt.

  • Barnet har ødelagte bøger, ting eller tøj. Ting forsvinder fra tasken, eller andres ting kommer med hjem.

  • Barnet begynder at undgå at have venner eller andre børn med hjem.

  • Barnet ønsker ikke at deltage i fritidsinteresser eller leg i nærmiljøet.

  • Barnet nægter at fortælle, hvad der er galt eller bliver ved med at gentage, at der ikke er noget galt.

  • Barnet begynder at mobbe søskende.

  • Barnet bliver opfarende, irritabel, aggressiv eller fraværende og ligeglad med omverden.

  • Barnet tvivler på egen formåen og mangler selvtillid.

  • Barnet græder ved sengelægning eller har mareridt.

  • Barnet ændrer spise og sovevaner.

  • Barnet begynder at tisse i sengen.

  • Barnet har skrammer og blå mærker, som ikke kan forklares.

Konflikter

Opstår når en uenighed bliver så stor, at det skaber en anspændt situation mellem to eller flere parter. Alle oplever konflikter. Både store og små. Konflikter er en naturlig del af livet, og det er ikke skadeligt, hvis disse løses/håndteres på en konstruktiv måde.

Konflikter kan udvikle sig til mobning

Drilleri

Er ofte af spontan karakter og kærligt ment. Drilleri er bevidst at lave sjov med andre, fordi man selv synes, at det er sjovt. Drilleri kan være hård og generende, men har ikke til hensigt at ekskludere. For nogen børn betyder drilleri ingenting, mens andre bliver kede af det.

Drilleri kan udvikle sig til mobning.

Mobning

Er når en person gentagne gange, over en periode, bliver udsat for negative handlinger af en eller flere personer. Mobning er systematisk forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er tvunget til at være.

Negative handlinger kan fx være:

  • Handlinger uden ord - ignorere en person, brug af grimasser og afvisende kropssprog.

  • Latterliggørelse af andre, brug af øgenavne og nedgørende sprog.

  • Ved verbal eller fysisk magt at få en anden til at gøre ting, som han/hun ikke ønsker.

  • Manglende respekt for andres grænser, når der bliver sagt nej.

  • Sårende, nedgørende SMS, udlægning af billeder/video.

  • Billeder og personrettet beskeder lagt på nettet med det formål at nedgøre og ydmyge andre.

  • Nedgørende sprog på de sociale medier fx Facebook, Snapchat, Instagram eller YouTube.

§264a. Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.